Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Pernille Pedersen/privat
En landsby rykker sammen
Den 24. november i år afholder landsbysamfundet for 18. gang Jul i Falsled. Bag det succesfulde arrangement ligger et væld af frivillige kræfter, men det er det hele værd, mener gruppen bag.
Lever højt på fællesskab
Det hele startede for 18 år siden i spisestuen hos Helle Strandmark, der dengang var medindehaver af Tallerkengalleriet. Her arbejdede en flok erhvervsdrivende på at skabe positiv omtale for landsbyen og for at vise, at Falsled er andet, end et sted man bare kører igennem.
Helle Strandmark er fortsat med i arrangørgruppen, der nu tæller 15 frivillige, og som med tiden har åbnet op for udstillere udefra. Med årene og erfaringen er arrangørerne blevet særdeles struktureret.
– Vi har fået oprettet en del udvalg, der varetager hvert sit område. På den måde er hele arbejdet bag Jul i Falsled blevet både struktureret, fleksibelt og overskueligt, fortæller Helle Strandmark, der i år sidder i marketing-udvalget.
Hvert udvalg har fået et sæt grundregler, som de navigerer ud fra, og skulle der opstår uenighed, så er der også tænkt på det.
– Vi har nedsat et overherredømme, som kan trække af på beslutninger lynhurtigt. Men faktisk har det betydet, at alle udvalgene klarer sagerne selv, for de vil helst ikke bringe uenigheder videre til overherredømmet, forklarer Mathilde Hermansen, der er medejer af Tallerkengalleriet og sidder i overbliksudvalget.
De mange frivillige kræfter drives i høj grad af de mange positive tilkendegivelser, som de får på dagen og på de sociale medier bagefter. De oplever også, at det er hele byen, der bakker op om dagen, og ikke kun de erhvervsdrivende.
Julen er traditionernes tid
Lene Bock sidder i udstillergruppen sammen med Anne Bille-Brahe. De har siden det første arrangørmøde i sommeren lavet aftaler med de mere end 30 udstillere og sørget for, at hele logistikken omkring dagen hænger sammen.
– Vi har efterhånden lært at briefe vores udstillere så godt, at de kan ankomme og stille op næsten selv. Det har været nødvendigt, da de fleste i arrangørgruppen selv skal være aktive med en bod eller andet på dagen, forklarer Lene Bock.
Men når nu julen er traditionernes tid, så er der flere elementer, de ikke rører ved. Fx kan gæster hvert år trygt forvente, at julemanden ankommer, dog kan julemandens familie godt forøges, som det kunne ses sidste år – og igen i år.
– Det er egentligt også blevet en tradition, at der hurtigt bliver udsolgt af de 1.500 gourmet-hotdogs, men heldigvis er der på dagen en masse andet godt at fylde maverne med, fortælle Mathilde Hermansen muntert.
Det er blevet en tradition, at Orla fra Brugsen står og vender pandekager. Alle børn i området kender Orla, som for nyligt har varslet sin pension. Arrangørgruppen håber meget, at Orla fremover vil komme og vende pandekager til de mange gæster i byen.
Lidt nyt skal der til
I år har arrangørerne lyttet til de gæster, der kom med gode idéer sidste år. – Vi har fx valgt at samle julemarkedet noget mere omkring den gamle skole. Vi har lavet en gennemgang via en have, så hele markedet bliver en runde, man kan gå. Vi har også valgt at inddrage havnen noget mere – her opstiller vi nogle træhuse med udstillere, fortæller Anne Bille-Brahe.
Øl-baren fra sidste år var så stort et hit, at den også er at finde i år – en parkeringsplads til mænd, kaldes baren internt af de gæve arrangør-kvinder.
Hvert år må der produceres flere af de nissefigurer, der gemmer sig rundt omkring i byen.
– De er simpelthen på populære, at folk snupper dem med hjem. I år har vi endnu flere nisser, og man kan støde ind i en nisse, uanset hvor i byen, man færdes, forklarer Anne Bille-Brahe.
Fra starten af november og fremtid jul er hele Falsled by pyntet op med en lysallé i hele byens længde. Det er Verner Hansen, der har sponsoreret et juletræ til alle huse, der bor langs landevejen, som endnu et tegn på den velvilje, arrangementet har opnået i landsbyen.