Både lørdag og søndag er der gratis adgang til den første Storm-festival, der afholdes på Trekanten i Haastrup. Alle er velkomne til at dukke op og nyde et par dage med god musik, foredrag og kolde drinks.
Gratis adgang på Storm-gården
Festivalen skydes i gang lørdag klokken 10.00 med et optog gennem Haastrup by, og herefter går programmet i gang på Rasmus Storm-gården. I alt byder programmet på 15 optrædender af forskellig karakter.
Storm-gården er til lejligheden indrettet med en parkeringsplads, et telt-område, en bar og flere mad-luger. Gitte Stougaard Hansen bor på gården og er medarrangør af festivalen.
– Vi har lavet det her gratis arrangement for at skabe en folkefest og nå bredt ud til i befolkningen. Vi ønsker ikke at lukke dørerne for nogen, men at byde alle interesserede velkommen. Vi aner ikke, hvor mange der kommer, men vi håber på omkring 300 gæster pr. dag, fortæller Gitte Stougaard Hansen.
Festivalen udspiller sig på tre områder: Der er den centrale gårdscene, hvorfra de fleste koncerter bliver afholdt, Haastrup kirke, hvor der både vil være foredrag og koncerter, og endelig haven bag gården, hvor der vil være musik og underholdning for de mindste.
Søndag kl. 14.00 afsluttes festivalen med hovednavnet, Rasmusgruppen, der blev dannet i 1986 som en hyldest til Rasmus Storm. Rasmusgruppen tæller bl.a. Lars Lilholt.
Lokalt med lokalt på
Gitte Stougaard og hendes mand, Peter, købte gården for et år siden, og efter en grundig research i lokalarkivet fandt de ud af, at den berømte folkemusiker Rasmus Storm er barnefødt på gården tilbage i 1733.
– Vi synes, det er sjovt, at en berømt folkemusiker stammer her fra Haastrup, og vi ser festivalen som en slags levende kulturformidling. Vi håber at kunne vise, hvad det er, landsbyerne kan – at vi i fællesskab kan gøre en forskel og have
en nærhed til hinanden, forklarer Gitte Stougaard Hansen.
De dannede sammen med nogle andre foreningen Storm, og der har været en stor opbakning fra de lokale haastruppere. På de to arbejdsdage forud for festivalen har der været omkring 30 personer pr. dag.
Det er den lokale købmand, der leverer kolde drikkevarer, og forsamlingshuset disker op med bl.a. æggekage, frikadeller og biksemad.
– Vi har indrettet gården med en bar i det ene hjørne, og i den modsatte længe vil der være madservering ud gennem de små luger. Hvis man ikke er til det traditionelle danske køkken, så er der også mulighed for at købe mere moderne mad, fx vegansk, som bliver leveret af Café Cosmo, fortæller Gitte Stougaard Hansen.
Søndag vil der blive solgt både morgenmad og frokost til gæsterne.
Planer om mere
Gitte Stougaard Hansen har flere lokal-projekter i ærmet. Alt sammen med udgangspunkt i den lokale historie og kultur.
– Vi vil på sigt gerne lave den ene længe om til natur- og kulturcenter, hvor vi arrangerer festival, naturskole, folkevandringer, folkecafé indrettet med ting fra folkemindesamlingen, kurser og måske folkedans. Vi ser det hele som en del af den levende kulturformidling, og vi håber, at det lykkes. Men allerede nu, under forberedelserne til Storm-festivalen – det er så fedt at se den her gård leve, siger Gitte Stougaard Hansen.
Storm-festivalen er støttet af Faaborg-Midtfyn Kommune med 12.000 kr. Samtlige optrædende stiller gratis op, og resten af arrangementer skal finansieres gennem salget i weekenden.
Du kan læse mere om weekendens program på www.stormfestival.dk