I dag fredag måtte Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmester, Hans Stavnsager, agere sendebud, da en af de lokale erhvervsdrivende var kommet i bekneb.

AF PERNILLE PEDERSEN

Torsdag aften bød på køligt og fugtigt vejr på festivalen Avernax på Avernakø, og de 600 festivalgæster var derfor tørstige efter irsk kaffe at varme sig på.

- Annonce -

Indehaver af café Soze, Nathan Benson, havde medbragt ikke mindre end 3,5 liter whisky, men klokken 23.30 i aftes måtte han sande, at det var langt fra tilstrækkelig. 

– Jeg ringede til min kone, Julie, og bad hende hjælpe med at finde ud af, hvordan vi kunne få bragt mere herover. Hun ringede tilbage kort efter og sagde, at selveste borgmesteren ville komme med det, fortæller en glad Nathan Benson.

Borgmesteren selv fandt det naturligt, at posten indebærer hjælp til de lokale erhvervsdrivende, og da han i dag stod på Ø-færgen sammen med tre øvrige politikere fra kultur- og lokalsamfundsudvalget, var det bl.a. med ni flasker whisky, fem liter fløde og en hel æske med gaspatroner.

– Der er mange funktioner som borgmester, og det her var en af de bedre, fortæller Hans Stavnsager smilende.

Fire medlemmer af kultur- og lokalsamfundsudvalget var på besøg på Avernax: Anne Møllegaard, Hans Stavnsager, Bo Pedersen og Lars Tribler.

Foruden den irske kaffe, serverer Soze også kaffe, lavet på deres egne bønner.

– Jeg har ristet 838 liter kaffe, så der skulle være kaffe nok. Det ville også være pinligt at rende tør to gange. Og jeg har kaffe nok til 5.000 dobbeltshots espresso, der også er god til tømmermænd, forklarer Nathan Benson.

Da Nathan Benson fik sundet sig efter redningsaktionen, undrede han sig over, hvordan hans hustru havde fået kontakt til borgmesteren, men han fik bare et nøgternt svar: Jeg har mine forbindelser.