I dag afvikles den første speedcubing-konkurrence i Faaborg. Hele 27 deltagere fra fem nationer, og herunder flere verdenskendte navne, deltager. Bag arrangementet står den 13-årige dansk-amerikanske dreng, Cosmo Courtois, som sammen med sin familie tilbringer hver sommer i Faaborg.

AF PERNILLE PEDERSEN

FOTO JØRN UNGSTRUP

- Annonce -

Lige nu summer Forum Faaborg af liv og nervøsitet. De 27 deltagere i Faaborgs første speedcubing-konkurrence kommer fra fem forskellige nationer, og de håber alle på at slå deres egen personlige rekord.

Det er 13-årige Cosmo Courtois og hans danske far Philip Courtois, der har arrangeret konkurrencen i Faaborg. Selvom de til hverdag er bosat i Austin, Texas, tilbringer de hver sommer i Faaborg, hvor de har en del familie.

– Jeg tænkte lidt over, hvad vi kunne lave denne sommer. Jeg cuber selv, så det var oplagt med en konkurrence. Min far og jeg har organiseret med lokaler mm., og vi har fået hjælp fra en delegeret fra Dansk Speedcubing Forening, så alt er officielt, og alle rekorder kan godkendes, forklarer Cosmo Courtois.

De fleste af konkurrenterne kender hinanden, og ved de opstillede borde udveksles der tricks og metoder til at få tiden yderligere reduceret. De ihærdige og fingersnilde cubere stiller ofte op til de samme konkurrencer – både i ind- og udland og har på den måde dannet venskaber indbyrdes. (Foto: Cosmo Courtois, en af arrangørerne bag dagens konkurrence)

Jan Suhrheinrich er 32 år og konkurrences ældste deltager. Han er rejst til Faaborg fra det centrale Tyskland udelukkende for at deltage i konkurrencen.

– Vi undersøgte lidt om Faaborg, inden vi kom, og i går var vi derfor på havnen og se alle de flotte træskibe og opleve stemningen, fortælle Jan Suhrheinrich.

Fra Storbritanien deltager 25-årige Callum Goodyear. Han har deltaget i et utal af konkurrencer i mere end 14 lande. Senest er han hjemvendt fra verdensmesterskaberne i Australien, hvor han sikrede sig en placering som nummer 58 i disciplinen ’blindfolded’. Trods sin unge alder, er Callum en af de ældste deltager, og han har oplevet den udvikling, som cuben har gennemgået.

– Da jeg startede i 2012, skulle man selv samle sin terning. I dag kommer de samlet, og det er meget bedre hardware – de unge er jo helt crazy hurtige, fortæller Callum Goodyear.

Cosmo Courtois er godt tilfreds med dagen arrangement indtil videre.

– Mit eget mål er at blive bedre og have det sjovt. Jeg vil gerne under 20 sekunder i 3 x 3 og blive bedre til de større terninger. Cubing er stort i USA, og der er meget færre konkurrencer i Danmark. Håbet for konkurrencen her i Faaborg var derfor, at der kommer mange, og at de nyder det og har det sjovt. Det er også godt, at der sker noget nyt i Faaborg og flere får kendskab til cubing og får det afprøvet.

Til dagens konkurrencei Forum Faaborg stiller også nogle af Danmarks bedste cubere op. Eller faktisk den allerbedste for tiden. Rasmus Stub Detlefsen er 16 år og  kommer fra Faaborg-Midtfyn, nærmere betegnet Gislev. Han har cubet siden 2013 og i 2018 sikrede han sig danmarksmesterskabet med en tid på 8,5 sekunder på 3 x 3. Rasmus Stub Detlefsen håber på at placere sig i toppen af dagens konkurrence i 3 x 3.

På den officielle hjemmeside kan interesserede løbende følge resultaterne fra dagens konkurrence:

www.worldcubeassociation.org/competitions

Er du nysgerrig efter at se, hvem der vinder i dag, så kan du stadig nå at dukke op i Forum Faaborg, hvor finalerne afholdes omkring kl. 17.