Faaborg Gymnasium slår traditionen tro dørene op til en festlige aften for hele byen når årets Forårscafé afholders.
I år sker det torsdag den 2. maj fra kl. 18 til 20.30, hvor kreativiteten får lov at være i fokus og få frit spil i drama, billedkunst, mediefag og musik.
Eleverne vil denne aften fremvise og opføre de projekter, de har arbejdet på i løbet af vinteren og foråret. De glæder sig til at vise den kreative side af gymnasiet frem – det gør også mediefagslærer Mikael Woelke:
– Selvom gymnasielivet på overfladen ofte handler mest om formler og litterære analyser, bobler det kreative talent lige under overfladen, og til forårscaféen får det lov at komme frem i fuldt flor. Det er vigtigt, at eleverne også lærer at udtrykke sig kreativt, og at de får lov at vise deres projekter frem for hele byen, udtaler Woelke i en pressemeddelelse.
Aftenen veksler mellem de forskellige kunstarter, og i pausen vil der være fernisering af billedkunstelevernes værker. De har i år arbejdet ud fra temaet metamorfoser og haft frit spil til fortolkningen af dette begreb, hvad angår form, indhold og materiale. F.eks. spises kloden af en gigantisk mund i et videoværk af Annesofie Pedersen, og i en gribende fotoserie af Anna Søby Poulsen behandles aldring som tema.
Musikholdet præsenterer alt fra akustiske sange med smukke vokalharmonier til en rumba fra latinmusikkens verden, der vil gøre det svært at sidde stille i stolene.
Der er altså blevet arbejdet hårdt på de kunstneriske projekter i månedsvis, og eleverne ser frem til at dele deres arbejde med forårscaféens gæster.
Til arrangementet vil det være muligt at købe mad og drikkevarer.
Der er gratis entré.