Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Der var talent og stilarter i overflod, da DR for nyligt sendte programmet ‘Danmarks bedste portrætmaler’. Blandt de nøje udvalgte kunstnere var den lokale kunstner Carsten Groa. Vi har besøgt ham for at høre mere om kunsten at male portrætter og det at have et særligt talent.
I den ene ende af den tæt møblerede stue har Carsten Groa indrettet sit 6 kvm store atelier. I krogen udfolder han både sine maleriske evner med farver og penselstrøg og sine musiske talenter med et hav af instrumenter og en musikcomputer.
Pensler, farver, malerier i skuffer og reoler. Et klaver, en guitar, en cello. Carsten mestrer det hele. Carsten er en mand, der fordyber sig. Dygtiggør sig. Kravler ind det meditative rum, som kunsten tilbyder ham.
– Jeg har et ønske om at få tingene til at se rigtigt ud. Dét er opgaven, så er det gjort. Så lægger jeg det fra mig igen, på hylden. Og der ligger det jo godt. Ellers hænger jeg det op på væggene, jeg kan ikke fordrage bare vægge.
Naturen kalder på Carsten. Han pakker sin franske malerkassestaffeli og drager ud i det fri og stiller op. Han kravler ind i maleriet, mediterer. I hast. For skal han fange motivet, må lyset ikke flytte sig meget, så ender man med at jagte motivet, fortæller den erfarne maler.
Maleri og musik
Carsten har malet siden han var en lille knægt, hvor fasterens tegninger gjorde ham meget benovet og interesseret.
– Hos den lokale farvehandler så jeg en æske med 24 vandfarver og pensler. De kostede 10 kroner, og jeg havde kun 5. Jeg lavede en aftale med malermesteren om at komme med resten om en måned. Min farmor blev rasende, da jeg fortalte det. Så hun gav mig 5 kroner, så jeg kunne få gælden ud af verden. Men de farver, dem havde jeg meget glæde af.
I ungdomsårene tog musikinteressen over, og Carsten spillede en overgang i band og glemte alt om malerierne. Op gennem livet har interessen penduleret mellem de to interesser.
I dag er Carsten 68 år og pensionist. Kunstnerkarrieren har budt på undervisning i både musik og maleri, men Carsten har savnet ambition og passion hos eleverne.
– Folk har i dag så travlt med at uddanne sig og arbejde. De mangler det luftrum til at beskæftige sig med noget ‘unyttigt’, som dronningen kaldte det i sin nytårstale.
Det spejlvendte selv
Snakken falder på stilarten croquis. Carsten forklarer entusiastisk. Lynhurtig skitse. Ingen fordybelse. Hastigt rejser han sig op og finder farver og skitseblok frem. Demonstrationen begynder. Det ene ben lægges over den andet, blokken hviler på knæet. Blikket farer op og ned, fra model til blok. Hånden foretager hurtige bevægelser over papiret, kun farven hviler på papiret. Flygtigt. Et minut senere lyser silhuetten op fra blokken, nu skal der farver på. Hænderne og rutinen arbejder sammen og i ryk. Et minut senere er croquis-skitsen færdig.
– Jeg brugte for lang tid, det blev næsten et portræt, griner Carsten, da han betragter det endelige resultat.
Og netop portrætter har Carsten beskæftiget sig meget med. Omkring 400 portrætter er det blevet til gennem tiden, selvom det ikke er alle, der er lykkes lige godt ifølge kunstneren selv.
Han har en klar opfattelse af, hvornår et portræt er godt.
– Det er en succes, når andre kan kende den, der er portrætteret. Man har jo aldrig set sig selv retvendt, kun spejlvendt, og det ser helt anderledes ud.
Siden 2005 har Carsten og en interessegruppe, bestående af nogle af byens øvrige kunstenere, afholdt portrætaftener om onsdagen i Levins Hus. Gruppen havde med interesse set udsendelsen ‘Danmarks bedste portrætmaler’ sidste år, og Carsten stod pludseligt med et link til produktionsselskabet bag udsendelsen.
Det var netop et spejlbillede, Carsten sendte ind, for at komme i betragtning til tv-programmet.
– Jeg malede et selvportræt foran spejlet. Det tog en time, hvor jeg sad her i stuen og svedte i bar overkrop. Se, min skildning sidder jo i den modsatte side. Og så lykkedes det jo at komme gennem nåleøjet. Det var en skide spændende dag, men en lang dag, og jeg var meget træt bagefter.
Et barn i en slikbutik
Vi vil fange Carsten i det rette element. Med staffeli i naturen. I haven har Carsten mere end 50 frugttræer. Der sidder enkelte æbler tilbage på de nøgne grene. Carsten snupper det mindste af de franske malerkassestaffelier, en palet og en rulle køkkenrulle.
Bevægelserne ligger i kroppen; skruer løsnes og strammes, benene justeres, vinklen observeres. Farver blandes og hastige strøg skaber snart en naturtro gengivelse af vinteræblets røde, gule og brune farver. Hele kroppen bevæger sig rytmisk og stødvis, mens billedet tager form.
– Farver virker på mig ligesom slik, jeg bliver helt elektrisk indeni. Når jeg synes, jeg trænger til at male, så tager jeg afsted. Og så møder jeg også altid en masse mennesker jeg hilser på og snakker med.
