Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Faaborg Kanonérlaug
’Kan du egentlig lave kanonlavetter?’
Det usædvanlige spørgsmål blev Ole Hansen stillet til en samtale ved kommunen i 1995, hvor han blev ansat som tømrer. Ole kastede sig over opgaven med iver, og da kanonlavetterne stod færdige, var Oles fascination af englandskrigene ikke slut. I 2003 grundlagde han derfor den militærhistoriske forening Faaborg Kanonérlaug.
Vi dukker op til aftalt tid, på denne dag, hvor de karakteristiske kanoner i Voigts Minde skal salutere for sidste gang denne sæson. Indenfor møder vi to mænd, der begge er iklædt historisk korrekte artilleriuniformer anno 1807. Det er kanonérlaugets formand, Ole Hansen, og kasserer, Leif Christiansen, der forud for dagens salut-opgave har afsat tid til et interview om foreningen bag kanonerne. Ole lægger ud:
– Til min ansættelsessamtale, med den daværende stadsgartner, om et job som tømrer ved kommunen, blev jeg spurgt, om jeg kunne lave kanonlavetter. Jeg svarede: ’Ja, bare kom med tegninger’. Svaret lød: ’Det må du sgu selv finde ud af.’ Jeg tog kontakt til Tøjhusmuseet, som sendte en stak kopier af originaltegningerne. Egetræet fik jeg fat i gennem en sønderjysk vognmand. Jeg kontaktede også Fregatten Jylland om råd til at behandle rustne kanoner. Jeg søgte råd om malinger hos Centret for Gamle Håndværk, for at det blev det rette blandingsforhold til det oldenburgske kongehus’ røde, gule og grå farver. Og herefter skulle jeg søge hofmarskallatet om tilladelse til at bruge de originale kongehusfarver.
Selvom Ole arbejdede ihærdigt på at bygge lavetterne, tog det mange år, inden de stod færdige. Meget viden om bygning af kanoner var gået tabt siden krigsårene, og da hjulnavene skulle laves, kom Oles tømrer-viden til kort:
– Jeg spekulerede dag og nat på, hvordan de kunne laves, og pludseligt en morgen klokken fire havde jeg løsningen på navene. De skulle jo passe modsat!
I samarbejde med flere smede blev lavetterne færdige, og de samlede kanoner blev opstillet på bakken ved Voigts Minde.
Indvielsen
Den prominente placering ved havet betød også, at kanonerne blev udsat for regn og blæst, hvilket førte til en ny idé fra Oles side.
– Jeg tænkte, at det var ærgerligt, at de bare skulle stå og rådne op udenfor. Jeg spurgte derfor på teknisk forvirring om muligheden for at stifte et kanonérlaug, hvor vi kunne skyde med kanonerne og også være ansvarlige for at få dem ind om vinteren. Kommunen svarede ok, bare de ikke skulle have noget med det at gøre.
Der kom en driftsaftale i hus, kanonrørene blev boret ud og klargjort, og straks efter planlagde Ole en overdådig indvielse. Her indgik han aftaler med landsoldater fra Sjællands artilleri- og feltkorps, lejede heste og vogne på Nordfyn, og lagde en rute gennem byporten og op på Torvet.
Bidt af historien
De 45 medlemmer er i alderen 23 til 85 år, og 12-20 gange årligt deltager de i forskellige arrangementer landet over. Arrangementer, der alle har til formål at udbrede viden om krigshistorien. Leif Christiansen forklarer:
– Det er noget helt særligt at opleve historien fremfor at læse om den. Jeg kan huske engang, vi genopførte et mægtigt slag i Norge, samme sted som det oprindelige slag. Der tænkte jeg, de ligger lige her under os. Og under selve slaget kunne vi mærke lufttrykkene og se røgen hvirvle omkring os.
Før og efter slagene ’bor’ medlemmerne i komplette historietro teltlejre, hvor publikum kan komme ind og opleve soldaterne livsvilkår i felten. Her stiller lauget med bl.a. inventar, flag, kogegrej og klædedragter, som giver et tidstro billede af en militærlejr fra starten af 1800-tallet.
Et enkelt uheld
Det er ikke ufarligt at lege med krudt, selv ikke uden kugler. Leif tager sig til sin højre hånd, der på håndryggen er oversået med mørkeblå pletter.
– Det var i 2007, da vi genopførte ’Krigen ved Kvistum 1788’. Et skud fra kanonen gik for tidligt, mens jeg stod med ladestokken inde i løbet.
Leif røg på hospitalet med en brækket arm og forbrændinger. Leifs armbåndsur fandt de andre medlemmer langt fra kanonen. Remmen var væk, men selve uret lå og tikkede lystigt. Ved hjemkomsten tog lauget sig sine forholdsregler og udarbejdede en ny ladestok med en ekstra bøjning, så ulykken ikke kunne gentage sig.
På grund af skærpede krav til sikkerhed valgte Faaborg Kanonérlaug at blive medlem af NNA, Nordisk Napoleon Alliance, der består af 16 foreninger fra de nordiske lande. Her skal medlemmerne igennem både et kursus og en 18 siders sikkerhedsinstruktion, inden de kan blive aktivt salutterende medlemmer.
Årets sidste knald
De to krigskendere synes uudtømmelige for gode historier, men det er blevet tid til at tage i Voigt Minde og lade kanonerne salutere en sidste gang.
I parken står laugets øvrige medlemmer i deres 1807-uniformer og foretager de indledende manøvrer, inden klokken bliver 11, hvor affyringen finder sted. Halsene bliver klaret med en kanonérdram, som ifølge henkastede bemærkninger er det bedste affyringsmiddel.
Med artillerikaptajn Ole Hansen i spidsen og musik i taktfaste toner, marcherer soldaterne mod kanonerne og de spændte fremmødte gæster. Der lyder seks øredøvende brag, og luften fyldes med røg.
Kanonerne har gjort deres for sæsonen, og soldaterne trækker afsted med de tonstunge historiske klenodier, så de kan komme i læ for vinteren. Ole Hansen giver kanonerne en lille bøn med på vejen:
– Om vinteren bliver kanonerne klargjort på ny. De bliver vedligeholdt og bliver malet på ny. Men fra næste år mangler vi et opbevaringssted, så hvis nogen har et sted, de må stå, så hører vi gerne fra dem.
Foreningens formål
Faaborg Kanonerlaug er en militærhistorisk forening, der har til formål at genskabe og udbrede viden om dansk militærhistorie og den kultur-og lokalhistorie, som knytter sig hertil. Udgangspunktet er 1700-tallets slutning og starten af 1800-tallet – Napoleonstiden.
Tal om kanonerne
Kanonløbene er fra 1795 og er af typen 6 punds finbankere.
Lavetterne er lavet af egetræ og er kopier af voldlavetter fra perioden omkring 1700-tallet op til 1834.
Samlet vægt er 1 ton for en kanon.
Der saluteres med 300 gram krudt pr. affyring – og uden kanonkugle.
