- Annonce -

Mangler du et stort kunstværk, og har du 500.000 kr. på bogen, så har du chancen nu.

Den populære hvalhale, der en majdag i 2014 pludselig dukkede op i vandet ved Faaborgs nye havnebad, er sat til salg.

Søndag aften dukkede dette opslag op i flere køb-salg-bytte grupper på facebook.

- Annonce -

Hvalhalen er sat til salg, efter at chokerede faaborgensere den 14. september kunne konstatere, at den elskede hvalhale ved Faaborgs havnebad, var væk.

Efter fire år i vandet valgte en af kunstnerne bag værket at fjerne den, uden udsigt til at halen ville finde vej tilbage til sin placering ved havnefronten.

Den gang talte vi med, Tommy “Topsvejs” Hansen, der fik hvalhalen fjernet.

– Nu har den har stået i vandet i fire år, og planen var at den skulle stå her i tre måneder.
Både aluminum og beton er lavet til at klare saltvand, men hvis der pludselig er en kajakroer, der får halen i hovedet, så er jeg jo på den. Nu kommer den op til eftersyn, og så ser vi hvad fremtiden bringer, fortæller Tommy “Topsvejs” Hansen overfor Det Rigtige Faaborg.

Daniel B. Boisen der har sat hvalhalen til salg, fortæller at blandt andet Lauritz.com har vist interesse for værket, men ønsker i øvrigt ikke at kommentere yderligere på salget.

Dermed kan hvalhalen altså definitivt være på vej væk fra Faaborg, med mindre nogle slår til. Flere har i kommentarfeltet til salget opfordret Faaborg-Midtfyn Kommune til at købe halen, så den atter kan finde vej til Havnebadet.