Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Ulrik Møller
Faaborg-egnen har opfostret mange dygtige kunstnere, men det er de færreste, der har sikret sig en international karriere. Det har Ulrik Møller formået. Selvom han til dagligt maler i sit atalier i Berlin, henter han fortsat inspiration til sine motiver i barndomsbyen Vester Aaby.
Vi drejer til venstre op ad den lille grusvej. Udefra afslører huset, trods sin anseelige størrelse, ikke meget mere end almindelighed. Så snart vi stiger ud af bilen, bliver vi mødt af et internationalt anerkendt kunsttalent. Klædt i sort fra top til tæer, kun af brudt af spraglede sokker. Et mørkt halstørklæde er viklet om halsen og på næseryggen er der placeret elegante briller med tyndt stålstel.
Ulrik Møller har som så ofte før taget turen fra hjemmet i Berlin for at besøge sin far på Svendborgvej i Vester Aaby. Her er der udsigt over marker og øhavet, og her tilbragte Ulrik Møller det meste af sin barndom.
– Jeg var temmelig god til at tegne, da jeg gik i skole. Men det var mere oplagt, at jeg uddannede mig til maskiningeniør, ligesom min far, og jeg stod i lære i fire år på Damas. Efter et senere ophold på Holbæk Kunsthøjskole gav det god mening for mig at kommunikere gennem billeder.
Mens kaffen løber igennem, viser Ulrik nogle af sine fotogravurebilleder (kobbertryk), som han breder ud på spisebordet i stuen. Motiverne er som oftest natur – havstykker, kalder han dem – med masser af vand og også en af de færger, der nærmest er blevet et ikon i hans malerier.
– Billederne er trykt af bare to farver, og de bliver ret filigrane og alligevel opløste. Pointen er, at man kan se alt, og alligevel er det kornet og ulnet. Det er monstersvært at lave, især overgangene. Men jeg kan godt lide det kornede, det giver en stoflighed og en atmosfære, så billedet ikke bliver helt fladt som et almindeligt fotografi.
Tilbage i køkkenet fortæller Ulrik Møller om teknikken i sine karakteristiske oliemalerier.
– Jeg maler vådt i vådt, og det er en svært disciplin. Det giver nogle bløde overgange. Men man skal altså kunne det, og det kræver, at man øver sig længe, og det gør jeg. Jeg synes, jeg har rigeligt at gøre med at blive en nogenlunde anstændig maler.
Den beskedne kunstners oliemalerier kan bl.a. genkendes på landsskabsmotiverne, men også på deres absolutte fravær af mennesker.
– Der er faktisk mennesker tilstede i mine malerier. Det er beskueren, der ligesom står på indgangen til kunstens univers, det er dét, der er pointen. Det er et andet teater, hvor andres identitet ikke fylder. Det er et øjebliks tilstand, atmosfærer.
Motiverne er ofte fra lokalområdet. Når Ulrik er hjemme i Vester Aaby, tager han gerne mange billeder af landskabet, som han så overfører til lærred i Berlin. Selvom det er natur, der danner motiver, så er det naturtro ikke det vigtigste for Ulrik Møller.
– I det omfang det skal til, så fjerner jeg forstyrrelser fra motiver, så billedet artikulerer klart. Jeg rydder op i billedet, så det bliver tilpasset kompositionen og det gyldne snit. Jeg synes, det er fascinerende at skabe tæthed og dybde, og mine malerier er derfor både manipuleret og beskåret.
Kan det mon blive ved med at være spændende at male de samme motiver?
– Ja, for mig giver det mening med nye vinkler på det samme. Jeg forsøger hver gang at komme et nyt sted hen. Jeg har et artikulationsbehov. Måske skal en ny farvekombination afprøves. Det første år prøvede jeg at male abstrakt, men det gik slet, slet ikke! Landskabsmalerier er som en slags sprog for mig, jeg er fortrolig med det, og det er en del af mit vokabularium. Landskaberne bærer historien og erindringerne og essensen af de mennesker, der har boet der. I det små kan man på den måde skildre det store.
Ulrik Møller er begejstret for barndommens landsby, men har alligevel valgt at bosætte sig i en metropol. Og så han valgt, at ikke at lade sig diktere af andre.
– Berlin er mere internationalt, og der er flere scener at vise sin kunst på. Men der bliver mindre og mindre brug for gallerister, man kan nemlig klare meget af kommunikationen fra sin egen computer. Jeg har valgt at være min egen chef, da jeg ikke har lyst til at afgive min suverænitet. Så er der et andet samarbejde med galleristerne. Jeg forbliver chefen. Jeg kommer fra et selvstændigt ingeniørhjem og kan tænke ’butik’. Kontorarbejde skræmmer mig ikke, og det har fungeret godt, at jeg har taget sagen i egen hånd. Selvom der er meget arbejde.
Så ofte, som det lader sig gøre, besøger Ulrik Møller hjemmet og sin far i Vester Aaby. Det betyder meget for Ulrik, at byen ikke går i udkantsforfald, så da byens vartegn, fuglen på skulpturhjørnet, skulle hæves op og forsynes med belysning, valgte Ulrik at donere et beløb til byforskønnelsen.
– Her er så mange brave folk, som gør meget for stedet. Det værdsætter jeg, selvom det er på distance. Jeg holder utroligt meget af vester Aaby.
For tiden arbejder Ulrik Møller på et nyt filmprojekt, som han i maj lavede de første optagelser til i Alperne og Norditalien. Herudover maler han billeder til en ny stor udstilling i 2019.
