Om kort tid sætter turistsæsonen ind, og Annette Boock har forberedt sig på de mange gæster med blandt andet et læskende tiltag, der skal få forbipasserende til at dreje ind til butikken, nemlig issalg i sommervarmen.
Af Pernille Pedersen
For enden af indkørslen, midt i den perlestenbelagte gård ligger butikken, Lundely Glas. I den 100m2 store butik med tilhørende værksted er der glaskunst i alle størrelser, fra små nisser og smykker til store engle, der rager næsten en meter op i luften, og er det meste af en uge om at køle af.
Siden 2009 har Annette eksperimenteret med sine kreative evner indenfor glaskunst.
– Jeg arbejdede som pædagog på et beskyttet værksted, og vi lavede mange forskellige kreative projekter. Men da min mand fik nyt arbejde, og vi fik flere børn, så jeg en chance for at prøve noget nyt og få mere tid til børnene.
I starten arbejdede Annette kun få timer om ugen, men nu er børnene blevet store, og hun arbejder fuld tid i butikken og på værkstedet. Kort efter opstarten var der flere der efterspurgte workshops, og nu afholder Annette workshops og kurser året rundt. Her valfarter folk til fra hele landet, og hun laver også gerne mere spontane hold for turister. På workshops’ene starter de ofte med at lave skæve huse, for det lykkes jo altid, forklarer Annette grinende og fortsætter:
– Jeg laver alt muligt, både det som jeg selv har lyst til og det, som mine kunder efterspørger. Det hænder også, at jeg bliver inspireret af mine kursister. Jeg kan godt lide at forbyde mig i håndværket og udvikle mig hele tiden. Efterhånden som butikken er blevet udvidet, har jeg fået mulighed for at indkøbe glas i flere farver, og det giver hele tiden nye muligheder.
Foruden det store udvalg i butikken laver Annette også varer på bestilling. Det kan for eksempel være et ønske om en bestemt sølvbryllupsgave eller et særligt udtryk til væggen i stuen. Annettes glaskunst kan ses på hjemmesiden eller i den fysiske butik mellem Aastrup og Vester Aaby, hvor der er åbent tirsdag til torsdag fra 9.30 – 16.30, eller når flaget er ude.