Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
En hjerne på højtryk
Egentlig var formålet at nå ind under overfladen på den driftige unge iværksætter Line Klivager. Hvem gemmer sig bag forretningskvinden? Men 28-årige Line er iværksætter helt ind til knoglerne, og hun drømmer mest om mere tid til alle sine ideer – og om mere søvn.
Faaborg Røgeri Café, Klivager Home, Klivager Udlejning. Mange af idéerne har taget form og er blevet til virksomheder, men faktisk kan Line ikke huske helt præcist, hvor mange cvr. numre hun har lige nu.
Iværksætter som identitet
Klokken er 8:30 og Line er allerede i gang med dagens gøremål. I røgeovnen har hun smørfisk, hellefisk, rejer, makrel og laks. Ja, faktisk alt på menukortet – på nær sild.
– Sildene var for små i dag, og så bliver de tørre. Det kan jeg ikke arbejde med.
Allerede som 13-årig startede Line som gårdpige og køkkenhjælper i Faaborg Røgeri Café, og det gik hurtigt op for hende, at hun var fascineret af arbejdet på Faaborgs havnekaj.
– Det var så hyggeligt med kundekontakt, og jeg var glad for hele miljøet og stemningen hernede. Jeg fortsatte med at arbejde gennem hele min skoletid, og i 10. klasse bestemte jeg mig for, at jeg ville overtage caféen en dag.
Der findes ingen uddannelse som ’røger’, og Lines talent er kommet gennem mange års mesterlærer og egne erfaringer. Så samtidigt med røgeriet tog Line en handelseksamen og gik i lærer som blomsterdekoratør hos Westergaard Blomster.
– Jeg arbejdede samtidigt på røgeriet hver dag efter fyraften, på mine fridage om onsdagen og hver weekend. Jeg overtog caféen efter uddannelsen, der var jeg 20 år, og jeg har nu været her 16 år i alt, og otte år som selvstændig.
Havnens herligheder
Det banker på døren ind til caféen, og Line afbryder samtalen og lukker op. Det er en yderst tilfreds kunde fra Korinth Kulturhus, som har fået mad-ud-af-huset fra Line. Efter kort tid har Line fået et kram og en ny aftale om levering i hus.
På havnen hersker der et særligt regelsæt, som Line hurtigt fandt ud af at indpasse sig under.
– Der er kun én meter over til Stanleys båd, så caféen ligger jo midt i fiskernes arbejdsplads. Det kan være, at fiskerne skal ordne garn eller rense fisk midt i caféens middags-ryk-ind. Men de skal jo være her, og jeg ser det som en del af den oplevelse, et havnemiljø kan give kunderne.
Hun anser havnemiljøet i Faaborg som meget autentisk og et miljø, som Faaborg skal være glade for, der stadig eksisterer.
– Havnen er ikke blevet et boligmiljø, som vi ser i mange andre byer. I Faaborg lugter der af tovværk og af og til af døde krabber, og man kan høre fiskerne, når de samles på kajen og snakker, eller man kan købe fisk direkte fra båden – det er helt unikt.
Men lutter idyl er det dog ikke på havnen, tilføjer Line, for de nye unge kræfter og forandringer kan virke overvældende for de gamle tidligere erhvervsfiskere, der nok helst så at tingene forblev som i gamle dage.
Vi er stærkest i fællesskab
En ny kunde henvender sig til Line, klokken nærmer sig halv ti, og har hun mon åbent i isbutikken? Desværre, det er først klokken elleve, oplyser Line med et smil.
Det ligger Line meget på sinde, at alle erhvervsdrivende skal kunne sameksistere i en by som Faaborg.
– Jeg sælger kun tilberedt fisk. Så kan fiskerne sælge de friske. De er bedst til at fange fisk, og jeg er bedst til at røge dem. På den måde går vi ikke hinanden i bedene.
På Torvet har Line en butik til leje, og også her indtænker hun byens øvrige erhverv.
– Jeg afventer den rigtige idé, inden jeg lejer ud. Det skal være en lejer, der har det helt rigtige koncept. Et koncept, der både passer ind i byens og Torvets stemning og miljø, men også et der ikke konkurrerer med de øvrige butikker.
Vi er nok ikke helt normale
Det banker på bagdøren. Det er vareleveringen, og Line skal kvittere for modtagelsen. Rutineret underskriver hun, samtidig med at hun taler videre om livet som selvstændig.
Privat danner Line par med den selvstændige tømrer Mikkel Sander, som er en stor støtte for hende i arbejdet med caféen. De er begge fyldt med idéer, og pt. har de – foruden to virksomheder – gang i et stort renoveringsprojekt på Torvet. Hver vinter, når caféen er lukket, laver de projekter sammen.
– Det er simpelthen så åndssvagt, vi har SÅ mange idéer. Det er nærmest en sygdom. Vi kan ikke slå vores iværksætterhjerner fra – vi ser muligheder i ALT. Selv hvis vi en dag finder tid til at køre en tur, så snakker vi måske om, at lige her kunne man da godt åbne et røgeri.
Det føles oplagt at spørge ind til hvilke afsavn, der følger med livet som iværksætter. Men Line vil ikke tale om afsavn.
– Jeg ser vores valg som aktive valg, og fravalg af noget andet. Vi når måske ikke så mange familiefødselsdage eller fester i weekenderne, men vi når så meget andet. Det eneste, vi ærgrer os over, er, at der ikke er tid til alle vores idéer, netop fordi vi anser os selv som iværksættere.
Med seksten års erhvervserfaring ligner Line ikke andre 28-årige, og faktisk føler hun sig i højsæsonen ofte lidt slidt og gammel.
– Vi er sgu ikke helt normale, vi er nok gamle indeni. De fleste af vores jævnaldrende har måske aldrig haft et arbejde, så vores berøringsflade og vennekreds er ofte meget ældre end os. Men så kan vi jo drage nytte af alle deres erfaringer.
Men hvad laver en ung kvinde, når hun ikke arbejder?
– Så sover jeg! Jeg går hverken til fitness eller i hækleklub. Jeg drømmer faktisk mest om kun at have brug for to timers søvn, for så kunne jeg nå flere af mine projekter. Eller om at kunne slå min iværksætterhjerne fra – men det kommer nok først til at ske den dag, jeg går på pension.
I er velkomne til at spørge om mere, men så må vi gøre det, mens jeg vasker gulvene, for det skal jeg nå, inden fiskene skal ud af ovnen klokken elleve, siger Line. Her afslutter vi og lader den driftige kvinde komme videre med endnu en travl dag.
