Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Det yndige øhav
På Havnegade peger et skilt mod Øhavscentret. Ved Vestkajen leder endnu et skilt i den rigtige retning. Der er brug for skiltning, når adressen er Munkholm – en ganske anonymt og lettere bortgemt placering yderst på havnekajen. Alligevel finder mere end 6.000 turister og 3.000 faaborgensere hvert år vej derud. Her kan familier blive klogere på livet under overfladen, og børnene kan fange krabber og klappe en fisk.
Man træder ind i en verden, der leder tankerne hen på Småland. Omgivet af små røde redskabshuse og flankeret af et klubhus i samme røde farve ligger Akvariet som omdrejningspunkt for centret. Allerede når døren åbnes, rammer lyden af rislende vand ørerne. Herinde står saltvandsakvariet, som konstant overrisles for at skabe optimale forhold for beboerne: ålekvabber, ulke og fladfisk. Akvariet gengiver øhavet i miniformat, og hvert år underviser de frivillige på stedet både turister og skoleklasser om økosystemet under overfladen.
– Vi bliver også selv klogere, fortæller Vagn Gram, hvert år i maj dør stenbidderne, og vi har lært, at de kræver et højere vandtryk for at yngle. Vi er også opdaget af dyre-etik og forsøger ikke at stresse akvariets fisk. Derfor har vi oprettet et udendørsbassin, hvor gæsterne kan få lov til at fange en krabbe eller ae en fisk.
Vagn var manden, der fik realiseret mange års idéer om et center på Munkholm. Man havde i mange år haft en vision om at samle alle de havnerelaterede foreninger på det område, der før i tiden bare var en ’rodebutik’.
– Men vi var alt for mange kreative hoveder, og det endte med, at alle gik i et par år og var sure på hinanden. I 2012 var vi ikke så sure mere, og vi henvendte os til kommunen og fik sat det hele i gang, fortæller Vagn.
12. april 2014 var Faaborg Amatørfiskerforening færdige med Øhavscentret. Det er Faaborg Amatørfiskerforening, Træskibspladsen (forening for træskibe i Faaborg), kajakklubben Malik, Marna og Håbet, der står sammen om projektet, og i dag har de tilsammen omkring 500 medlemmer, aktive og passive, der bakker op om projektet.
80-årig ildsjæl, foregangsmand og fiskenes beskytter
Vagn har altid beskæftiget sig med garn og ruser, og da han stoppede som selvstændig, meldte han sig ind Faaborg Amatørfiskerforening, hvor han lige siden har haft en aktiv rolle, herunder som både lokal- og landsformand. For udover at være visionær, og så har Vagn også talegaverne i orden.
– Vagn, han kan tale en ko ud af en kløvermark, griner Steve Krogh, der er Øhavscentrets eneste ansatte.
Vagn har en klar forestilling om, hvordan verden skal se ud. Det indebærer bl.a., at der er en god havbund med fauna og gode skjulesteder for fiskene.
– I dag er der ingen regler for, hvor kystnært man må trawle, og man trawler sgu nærmest badeskoene af strandgæsterne, siger Vagn. Han ønsker sig både en grænse for trawling på 10 sømil og meget mere kystnær forskning.
Budskaberne formidler han til alle, der vil lytte. Som når han fx over en kop kaffe diskuterer fordeling af LAG-midler med ministeren.
– LAG-midlerne er blevet sammenlagt for fiskeri og land, og det er vigtigt, at der fortsat kommer penge til fx at hjælpe de små havne med vedligeholdelse, ellers dør de hen. Jeg kan fordre politikerne med de oplysninger, der skal gøre dem klogere og få dem til at træffe de rigtige beslutninger.
Hver eneste dag er Vagn på havnen. Han lever og ånder for hele projektet på havnen, fortæller han, men korrigerer hurtigt sig selv.
– Det er ikke helt rigtigt, for jeg har også stadig vagter på værftet, DTU-vagter og så er jeg koordinator for Danske Fritidsfiskerforening.
Nu vil de bygge en UFO
Foreningerne vil i løbet af de næste par år opføre en ny kulturhavn på 4.000 kvm, som skal indkranses af en læmole. Den nye havn får plads til 10 store skonnerter og 50 joller.
Herudover opføres to store træbygninger, hvor den ene skal fungere som værksted for træskibe, og yderst på molen skal der opføres undervisningslokaler for træskibsinteresserede.
– Vi kalder projektet ’Skudehavn Munkholm’, det har sådan et historisk sus over sig, fortæller formand for Træskibsforeningen, Jørn Rasmussen. – Og bygningen kalder vi UFO-centret; undervisning, formidling og oplevelser. Den skal bringe træskibskulturen videre til de unge mennesker, og vi håber på en hel ungdomsafdeling.
Læmolen udgør fundamentet og opføres af de kæmpe store bunker af sten og murbrokker, der ligger på havnekajen.
– Stenene har vi fået af de lokale bønder, de har forbarmet sig over os, fordi de har opdaget, at vi er sådan nogle gode mennesker, griner Vagn, og så kan man sige, at vi endelig får hævn over slagteriet. For hver gang slagteriet har udvidet gennem tiden, så er der blevet fortrængt et værft, og nu bliver havnen udvidet med alle murbrokkerne fra nedbrydningen af slagteriet.
Det nye projekt løber op i 10,7 millioner. Lige nu udarbejder kommunen en lokalplan for området, arkitekten arbejder på tegninger og skitser, og Øhavscentret søger fondsmidler.
– Vi håber på, at læmolen står klar om et år. Og resten af projektet er færdigt om to år, siger Jørn Rasmussen.
INFO Øhavscentret.
Åbent: 1. juni-20. okt. Hver dag fra kl. 10.00
Entre: voksne 20 kr. Børn gratis.