Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup/Byhistorisk arkiv
Et kapitel af Faaborg
Man undgår ikke at bemærke det omfatttende nedrivningsarbejde, der foregår på slagterigrunden. Et stort stykke af industri-historien er ved at forsvinde fra Faaborg. Slagteriet havde i sin storhedstid over 500 medarbejdere og var en af Sydfyns største arbejdspladser. I dag sidder der kun Birgit tilbage. Det Rigtige Faaborg har talt med hende og flere tidligere medarbejdere og bringer her et indblik i dagliglivet på slagteriet.
Ulykker på akkord
– I starten havde vi ingen akkorder, og der var der virkelig tid til fis og ballade, fortæller pølsemager Poul Knudsen, der var ansat på slagteriet 1958-2000.
– Vi slagtede både i spil og på gulvet, og der var satme ikke noget med at vente på hinanden. Vi havde ti minutter til at slagte en kalv, ellers kom man til at høre for det.
Omkring 1965 blev akkorden indført. Så var der ikke længere tid til kortspil, og antallet af ulykker steg drastisk. Først var det fingerskader, og der blev købt stålhandsker. Så begyndte der at ske skæreskader på underarmene, og slagterne blev iført armbeskyttere i stål. Men det høje tempo betød, at der også var enkelte, der skar sig i maven, og så blev slagterne iklædt tunge stålforklæder.
– Der var tilmed en, der skar sig i næsen. “Frank har skåret sig i snotten,” blev der råbt gennem hallen. Fra den dag hed han aldrig andet end ’Fleksnæs’. Slagteriet var et sted med mange øgenavne: Frank Bælli, Borgmesteren, Snøren, Jens Orne, Mads Gedebuk, Tullefas og ’den lillebitte’. Og vi kendte ikke altid deres rigtige navne, fortæller mester Erik Thode, der arbejde på slagteriet 1968-2009.
– Der var også Kolde Svend i frysehuset, kan i huske ham? Han blev altid gemt væk, når der kom gæster på slagteriet, fortæller Flemming Jensen, der var tarmmester i Faaborg i årene 1964-1984.
En tone i slagter-livet
Udover de mange navne, så var arbejdsdagen præget af en kærlig men barsk tone mellem de ansatte. I kantinen fik løjerne også frit spil. Her blev madpakkens kogte æg byttet ud med et råt, og det hændte ofte, at der blev lagt en femøre eller et gummibånd under pålægget på smørrebrødet.
Den grove tone sivede også ind på kontormiljøet. I 1966 blev Anne Grethe McDonald ansat på kontoret, og tonen var ganske forfærdelig og sjofel.
– En dag gik jeg ud på det lille toilet i mellemgangen og tudede. Men jeg besluttede, at de ikke skulle få mig ned med nakken – og så gav jeg igen af samme skuffe, fortæller Anne Grethe. Birgit Pedersen blev ansat som kontorelev fire år senere. 18 år gammel.
– Vi var fire, der blev ansat på samme tid, og ikke alle trivedes med den jargon, der var på stedet. Når vi skulle hente afregningspapiret, skulle vi gennem kantinen, og så blev der råbt og piftet efter os.
Kontorpigerne blev dog skrappe med tiden.
– Min mand mener, at jeg er meget skrap, siger Anne Grethe.
– Og jeg er vist blevet lidt for direkte til fx at sidde på et advokatkontor, fortæller Birgit grinende.
Den betydningsfulde direktør
Det er gennemgående i alle fortællingerne, at direktør Marius Jacobsen står som noget særligt i slagteriets historie. Marius holdte på formerne og krævede orden, sikkerhed og disciplin.
– Der var inspektion hver lørdag. Vi kaldte det lørdagsmarchen. Alt, selv tændstikker, skulle fjernes fra gulvene. Bilerne skulle være parkeret korrekt, og på et tidspunkt ville Marius tilmed have, at vi skulle spritte alle dørene af. Han gik meget op i renlighed, fortæller de tidligere slagtersvende.
– Han kunne komme med sarkastiske bemærkninger, så man absolut vidste, at man skulle stramme op. En dag så han et stykke papir i en busk og sagde til mig:
– Det burde De da have set, så ofte som De står og kigger ud ad vinduet, fortæller Erik Thode.
På kontoret mærkede de også Marius’ disciplin. Var den røde lampe tændt, betød det, at man ikke måtte træde ind på hans kontor. Og han skulle tiltaltes i tredjeperson.
– ’Ønsker Direktøren kaffe?’ ’Må vi låne Direktørens skrivemaskine?’ skulle vi spørge, erindrer Birgit Pedersen.
– Og så gik han ofte forbi rækken af kontorer og strakte sig på tæer for at se, om folk bestilte noget.
Hver dag skulle kontorpersonalet sætte beskyttelseshætter over skrive- og regnemaskiner. Hvis de glemte det, så var det sikkert, at der dagen efter var skrevet med det røde farvebånd:
– ’Husk at lægge hætterne på’. Marius boede øverst i direktørboligen og var altid den sidste, der gik hjem.
Marius var nærværende og skrap i en fin forening. Han var en meget omsorgsfuld mand og kom af og til med gaver til sit personale ved juletid eller til fødselsdage.
– Og jeg kan huske, da jeg var højgravid, der beordrede han hovedkasserer Rasmussen til dagligt at køre forbi mit hjem på Østerbrogade, så jeg ikke skulle gå, fortæller Birgit Pedersen.
Birgit Pedersen arbejder fortsat for Danish Crown. Tre dage om ugen, omgivet af murbrokker og nedrivningslarm, arbejder hun i den gamle direktørbolig, og det fortsætter hun med frem til maj, hvor nøglerne endeligt overdrages til kommunen.
Brikker af historien
Bliv klogere på, hvorfor der opstod et slagteri i Faaborg, om opstartsvanskelighederne og de vigtigste episoder gennem de sidste 127 år.
Med grisen som grundlag
I 1880’erne stoppede eksporten af tykke spæksvin til Tyskland, og samtidig begyndte eksporten til England. Englænderne ville dog have et andet produkt: sengsvin – svin af bacontypen.
Svineproduktionen skulle altså omlægges, og gerne hurtigt. Hermed blomstrede andelsslagterierne op overalt i Danmark. Det var særdeles vigtigt for landmændene i Faaborg, at der blev oprettet et slagteri lokalt, da svinene tabte sig for meget i vægt på vejen til slagteriet i Assens.
Den 18. april 1888 stillede 610 andelshavere med 70.000 kroner i garanti-kapital og stiftede ’den for egnens landbrug så betydningsfulde virksomhed’, Faaborg Andelssvineslagteri.
Der blev valgt en bestyrelse bestående af 10 mand, primært gårdejere. De fik nu travlt med at opføre bygninger og indkøbe maskine og inventar, og allerede den 15. november 1888 kunne driften starte.
Modvilje i opstartsfasen
Faaborgs øvrige slagtermestre tog ikke ubetinget positivt imod konkurrenterne på slagteriet. Særligt én rettede ondsindede beskyldninger mod slagterimedarbejdere, der dog hurtigt tog til genmæle. Faaborg Avis den 5./12. 1888:
’De Hr. Slagtermester N.N. har været saa elskværdig at fortælle om os, at de halve af os godt kunde undværes paa Slagteriet, da vi gik og drev, og at der kun var det halve Mandskab paa Slagteriet i Odense, samt at de der bestilte dobbelt saa meget som vi, saa maa vi herved En for Alle og Alle for En erklære, at dette, som for Resten ikke vedkommer Hr. N.N., er ren Fantasi fra hans Side, og han opfordres derfor til at gjøre os en Undskyldning for hans ubeføjede Udtalelser eller bevise det samme, naar han ikke vil staa som en Mand, der farer løs med Snak(…) For Resten maa vi ved samme Lejlighed gjøre hans Folk opmærksomme paa, at vi frabeder os, at deres Trusler om Tærsk og Mørbankning for Fremtiden sendes paa Slagteriet. Hvis vi skulde have Prygl, behøve de bare beramme Tiden og Stedet, saa skulle vi være til Tjeneste.’
Status på første generalforsamling var trods startbesvær opløftende: 13.000 svin var blevet slagtet, og omsætning lød på 725.000 kroner.
I 1903 nåede slagteriet en omsætning på 1 million, og omkring 20.000 svin blev slagtet årligt.
Da kvinderne stoppede med at lave mad
Efter nogle årtier med op- og nedture og to verdenskrige, fik slagteriet fra 1950’erne en stadig stigende omsætning og udvidede i takt hermed. Der blev bygget frysetunnel og frysehus, indkøbt et køleanlæg og pølsefabrikken blev udvidet. Der blev bygget et dræne- og ballerum, samt et tilskærerrum. Omkring 1958 – med den stigende industrialisering – tog kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og der opstod et behov for ’fast food’. Slagteriet begyndte derfor at producere konserves og frostvarer. I de følgende årtier fortsatte udvidelserne og i 1974 blev et decideret storkøkken indviet og Faaborg Middagsretter opstod.
Kommunale visioner for fremtiden
Siden udmeldingen om lukning af slagteriet i 2014 har der været mange drøftelser omkring slagterigrundens fremtid. Her har både borgere og politikere bidraget til den kommende proces.
Borgerbaseret bud
– Der kom omkring 160 borgerforslag til slagterigrunden. Alt fra ’bevar bygningerne og fortsæt med fødevareproduktion’ til ’ryd hele grunden og byg et badeland’. Forslagene er blevet kogt ned til 11 punkter, der rummer essensen af borgernes ønsker. De 11 punkter ligger nu som grundlag for kommunalbestyrelses vision for slagterigrunden. Ét af de elementer, de arbejder med, er ’Projekt Fremtiden’, som overordnet set er en moderne form for kursted. Hovedformålet er at skabe arbejdspladser, som er turisme- og erhvervsrelateret, fortæller projektleder Lisbeth Sommerlund.
Centralt for projektet er, at der skal være aktivitet på havnen hele året. Helt konkret indebærer det, at der i sommermånederne skal satses hårdt på ’familier på ferier’, og i årets øvrige måneder skal ’det grå guld’ være i fokus. Det kunne være i form af korttidsferier og som forløb og tilbud til borgere med helbredsmæssige udfordringer.
’Projekt Fremtiden’ er udarbejdet i et samarbejde mellem FMK, patientforeninger, OUH, forskere, fødevareproducenter og –udviklere og eksperter indenfor turisme-erhvervet.
Det er besluttet at bevare tre af bygningerne på slagterigrunden: Frølageret, direktørboligen og det gamle Tulip. De tre bygninger siger alle noget om byens fortid, og med deres nye funktioner skal de ifølge projektet være med til at føre byen ind i fremtiden.
Projektbeskrivelsen og visionstegningerne for grunden kan ses på kommunens hjemmeside.
Slagteri-lukningen som en generel tendens
Borgmester Hans Stavnsager ser det som en tendens, at industriarbejdspladserne flytter sig fra Faaborg og mod Ringe og Årslev, hvor der er gode transportmuligheder.
– Det betyder, at hvis der skal nye arbejdspladser til Faaborg, så skal vi tænke i andre baner end traditionel industri. Og det er absolut min ambition, at vi skal have nye arbejdspladser til Faaborg, siger Hans Stavnsager, og peger på, at det netop kan være oplevelsesøkonomien, der skal satses på: Fx turisme, kultur, wellness og nicheproduktioner indenfor fødevarer. Eller de maritime erhverv, hvor det er en forudsætning at have vandet i nærheden.
Der er nedsat en politisk styregruppe, der nu skal sikre en optimal fremtid for slagterigrunden. Styregruppen består af Hans Stavnsager, Søren Kristensen, Søren Hillers, Mads Holdgaard og Anne Møllegaard.
Senere på året iværksættes en arkitektkonkurrence, hvorefter politikerne tager en endelig beslutning for slagterigrunden.
