Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
En herre med humor
I hjemmet på Østerbrogade byder Oliver Streich velkommen med sit karakteristiske smil, der breder sig helt op til øjnene, og det vilde hår, der kun bliver klippet én gang om året. Kom med ind bag kunsten, når Oliver fortæller om drivkraften og teknikkerne, der tryller fabler og smil frem hos betragteren.
I mange af Oliver Streichs værker er motiverne dyr. Mere eller mindre karikerede. Kunstneren selv tilskriver det sin begejstring for fabler:
– Jeg elsker fabler. Fabler fortæller små sandheder om os mennesker og det samfund, vi er en del af, selvom det af og til er fuldstændigt gakket og tosset. Fx opstod maleriet med alligatoren, da der var meget snak om alligatorer på golfbanerne i Florida. Faktisk er det malet ovenpå et andet maleri, så jeg har kun brug en sort farve.
Som et overordnet fællestræk for billederne nævner Oliver humoren.
– Der er så meget kedeligt kunst. Og det er fint nok. Men jeg skal bare ikke lave det. For mig som kunstner er det ikke salget af et maleri, der er det vigtige. Men hvis folk griner, når de ser noget, jeg har lavet, så er mit mål opnået.
Men selvom humoren er vigtig, så vægter han også udtryk og æstetik.
– Mine billeder må gerne være fis og ballade, men det skal være smuk. I hvert fald i mine øjne. Det kan være, at jeg er vildt godt tilfreds med en bestemt farveharmoni. Folk har jo forskellige æstetiske normer, men som regel bliver et værk hurtigt solgt, hvis det er et, jeg selv er meget tilfreds med.
Ved siden af kunsten har Oliver flere jobs som underviser i billedkunst, og det kan være svært at strukturere en arbejdsdag.
– Jeg er underviser fem forskellige steder, så jeg har svært ved at planlægge arbejdet med min egen kunst. Som regel er det sådan, at jeg arbejder, når der er en deadline, altså en udstilling eller en bog, der skal være færdig.
I GaleRiget i Grønnegade viser Oliver nogle af sine værker frem. Han har på flere anvendt en træplade i stedet for et lærred, og det giver mulighed for et helt nyt udtryk. Det ene værk forestiller en elefant med blyantsnabel, som har tegnet kruseduller på gulvet.
– Tænk sig at have sådan en snabel og få skældud, overalt hvor du kommer, griner Oliver, mens han betragter sine tilskueres reaktion.
– Jeg bruger mange slags teknikker: Tusch, akvarel, akryl og farveblyant. Jeg eksperimenterer også med salt, som kan komme til at ligne bjergkrystaller. Og så holder jeg ofte mine akvareller ind under bruseren, det giver en flot struktur. Afvaskning er det helt store trick.
Hvor mange af dine ideer bliver ført ud i livet?
– Jeg har mange ideer, men heldigvis ikke så mange åndssvage idéer, der ikke kan blive til noget, som da jeg var ung. Jeg bliver meget inspireret af de unge mennesker, jeg arbejder med. Hvis de fx finder på at lave et skate-event, så synes jeg, det er vigtigt at støtte de unge i deres idéer. Jeg synes også, det er sjovt at undervise på gymnasiet, og når det gælder deres eksamensprojekter, så kan jeg understøtte stort set alle kunstarter.
Hvad vil du som kunstner gerne fortælle om, som du sjældent bliver spurgt om?
– Det må være noget med at få facetterne frem i humoren. Man kan ikke opstille humor. Man kan godt lægge en bananskræl og få folk til at glide i den, men det bliver det ikke hylemorsomt af. Der skal være noget forbløffende og noget overraskende. Det er en hårfin balance. Jeg er meget stolt over et projekt, jeg lavede sammen med bl.a Jørgen Hinke, der hed ’lige til grænsen’. Her gik vi langt over grænsen, og der var grove seksuelle antydninger. Folk morede sig virkeligt, når de så værkerne på Konservesgården i Grønnegade, og samtidigt ville det være meget upassende at have den slags kunst i hjemmet. Det er SÅ fjollet, smiler Oliver Streich.
Mange har en romantisk forestilling om livet som kunstner, men ifølge Oliver er det sjældent romantisk.
– Det er faktisk et stort pres. Der er en konstant angst for, om man er god nok. Og så er det jo ikke engang nok at være god nok. Der skal jo et salg til. Jeg er meget stolt og taknemmelig over, at det som kunstner kan lykkes at skabe et borgerligt hjem med både hus og bil. Vi har virkeligt alt, og det kan man kun i et samfund som Danmark.
For tiden arbejder Oliver Streich på en ny bog om ’Roger og Åge’. Det er detektivhistorier, og den ene af bøgerne foregår Faaborg Arrest, og i den forbindelse har han illustreret app’en ’Roger og Åge’.
