Peter Spaabæk og Nicolaj Winther fra Faaborg El Aps modtog torsdag aften prisen som Årets Iværksætter 2017 på Faaborg-Midtfyn Erhvervsråds generalforsamling.
Faaborg El er en ny virksomhed i området, men ejerne Peter Spaabæk og Nicolaj Winther har mange års erfaring som montører i området.
Deres erfaring, arbejdsiver og lokale netværk har været med til at give virksomheden en fantastisk start.
– Selv om det er Nicolaj og jeg der står i front, så er vi et helt hold af gode medarbejdere bag successen. Alle har bidraget til at vi er nået dertil hvor vi er i dag, fortæller Peter Spaabæk overfor Det Rigtige Faaborg.
Trods kun fire år på bagen, blev Faaborg El Aps kommunens højst placerede Gazelle-virksomhed i 2017, og kan præstere en vækst på hele 302 procent over de seneste år.
Arne Brunholm, formand for erhvervsrådet begrunder valget sådan:
”Blandt de nystartede virksomheder i kommunen træder Faaborg El frem. De er synlige – både i lokalområdet og blandt virksomheder, fordi de har gjort det så godt så hurtigt.
De har leveret et meget iøjnefaldende resultat på meget kort tid og de har en solid virksomhed,” siger formand Arne Brunholm om valget.