Vi der bor her, er ikke i tvivl.

Svanninge Bakker er noget HELT særligt.
Nu har den smukke natur også fået anerkendelse fra en anden side.

Realdania har i samarbejde med bl.a. Naturstyrelsen og VisitDenmark lavet en liste over 50 unikke naturområder i Danmark, som i særlig grad er et besøg værd.

- Annonce -

De kalder det Smutturen – Læs mere her

Her figurerer Svanninge Bakker med følgende anbefaling:

“Svanninge Bakker er sammen med Svanninge Bjerge og Sollerup Skov det største sammenhængende skov- og naturområde på Fyn. Her kan I gå en tur i det bakkede naturlandskab, lægge vejen forbi restauratørens tårn til stjernekiggeri og nyde udsigten over Svanninge Bakker fra tårnets top. Tårnet ligger ved restaurant Skovlyst og blev opført i 1935.

I Svanninge Bakker får I en alsidig naturoplevelse. På Svanninge Bakkers sydvendte skråning Hestebakken vokser cirka 125 forskellige plantearter. Her finder I alt fra græsser, urter og mosser til svampe. Den mangfoldige natur tiltrækker forskellige dyrearter. På Hestebakken kan I derfor finde alle landets fem krybdyr, så hold udkig efter markfirben, almindelige firben, stålorm, snog og hugorm. I kan kombinere et besøg i Svanninge Bakker med fri leg for børnene på naturlegepladsen Gåsebjerg Sand. Den ligger syd for Svanninge Bakker og er en af Danmarks største naturlegepladser.

I tårnet ved Skovlyst finder I en udstilling om Svanninge Bakkernes natur- og kulturhistorie. Nord for tårnet ligger to af områdets mange parkeringspladser.”

Foto: Smutturen.dk