Lokale virksomheder buldrer derudaf i Gazelle-fart

17 virksomheder i Faaborg-Midtfyn Kommune blev kåret til Gazeller af Børsen i 2017. Det er tre flere end i 2016, hvor 14 virksomheder modtog den prestigefyldte hæder, det skriver Faaborg-Midtfyn Erhvervsråd på sin hjemmeside.

De 17 virksomheder har alle levet op til kravene, som blandt andet er at omsætningen skal være fordoblet inden for de seneste fire år, og der skal være et positivt resultat i alle de fire år. Så for at modtage prisen, skal det gå rigtig godt for virksomheden, og have gjort det over noget tid.

At der er kommet flere med på listen – hvoraf en del er helt nye – er et passende billede på, hvordan det går med virksomhederne i kommunen. 2017 har nemlig generelt været et godt år.

- Annonce -

Det fortæller erhvervskonsulent John Mogensen fra Faaborg-Midtfyn Kommunes erhvervskontor.

“Det er en generel tendens, at det går godt – særligt for håndværkervirksomhederne. Det er dem, der er flest af på listen, og dem som oplever den største vækst. Der er gang i mange store byggeprojekter i området, så der er meget arbejde. Faktisk oplever jeg, at flere kunne vækste endnu mere, hvis blot de kunne få arbejdskraft nok. Lige nu står mange håndværkervirksomheder og mangler uddannede håndværkere.

Produktionsvirksomheder skal have nye store ordrer, for at nå Gazelle-niveau

Det går også godt for mange  produktionsvirksomheder, men de vækster typisk ikke helt så meget, og derfor når de lige knapt op på gazelle-niveau,” vurderer han og fortsætter:

“Hvis produktionsvirksomhederne skal med på listen, skal de have nogle store ordrer, typisk nogle nye ordrer. Det er eksempelvis lykkedes for BCM Transtech i Broby og Faaborg Jern at komme ind på nye markeder og derved få væksten op,” siger han.

Endnu et udtryk for, at det faktisk går godt i kommunen er, at der på landsplan har været en del konkurser sidste år. Men den tendens ser ikke ud til at have ramt Faaborg-Midtfyn.

“Jeg har ikke længere adgang til statistik over alle kommunens virksomheder. Men jeg har ikke indtryk af, at ret mange måtte gå konkurs sidste år. Det er også et udtryk for, at det går godt,” siger John Mogensen.

Her er hele listen med de 17 virksomheder: