Stine Mjaaland der er ansat som kreativ konsulent i Vores Faaborg & Egn har rykket sin egen lille virksomhed “Mjaalands” ud af privaten i Faldsled og ind i den tidligere kaffebar Soze i Den Voigtske Gaard.
![](http://www.detrigtigefaaborg.dk/wp-content/uploads/2018/01/3188-1024x674.jpg)
Hun er lige nu i gang med hammer, søm og skruemaskine for at indrette lokalerne til sin egen lille kreative hule.
– Ved siden af jobbet i Vores Faaborg & Egn arbejder jeg med filmproduktion samt koncept- og idémageri. Det har jeg længe gjort hjemme i stuen omgivet af gæster, hunde og bunker af papir, men nu kan jeg mærke, at jeg har brug for min helt egen legeplads, hvor jeg bestemmer, fortæller Stine Mjaaland.
![](https://www.detrigtigefaaborg.dk/wp-content/uploads/2024/05/WebbannerFaaborgBilpleje2024.jpg)
![](http://www.detrigtigefaaborg.dk/wp-content/uploads/2018/01/3204-796x1024.jpg)
Det passer også godt overens med tankerne i Vores Faaborg & Egn, at hun nu fylder et af de tomme lokaler i midtbyen.
– En af vores missioner er jo at skabe liv i de tomme lokaler, og det er jeg da glad for at kunne bidrage til, smiler Mjaaland.
Hun havde kigget på flere lokaler i byen, men faldt for de historiske rammer i Havnegade med udsigt til havnen.
Hvornår hun endeligt er på plads, er ikke helt klart endnu.
– Jeg bruger min fritid på at sætte stedet i stand, og har ikke sat en deadline for en egentlig åbning, men jeg lover at invitere til en fredagsbar, når det sidste søm er slået i, fortæller Stine Mjaaland.