Tekst og Foto: Anne Kruse.
Her er der kunst på væggene
Solen skinner den formiddag, jeg drejer ned ad Østerbrogade i Faaborg. Rundt om hjørnet løber en smal grussti ned til Kolonnehuset, der i sin oprindelige form fungerede som hvilested for jernbanearbejderne, dengang Faaborg var en stationsby. Et lille rødt murstenshus ligger, hvor stien slutter. Døren står åben og har gjort det de sidste 20 år for de faaborgensere, der godt kan lide at mødes om medbragte bajere og gerne mange af dem. Jeg træder indenfor og får øje på en mand, der sidder med tomme Karlens pilsnerflasker på bordet og et stort glasaskebæger fyldt med cigaretskod foran sig. En efterhånden sjælden lugt af tyk cigaretrøg fylder lokalet sammen med højtspillende popmusik fra den lille radio i vindueskarmen.
Ole er kommet i Kolonnehuset, siden det åbnede, og er i dag nok den, der har brugt stedet i længst tid.
– Vi er seks til ti mennesker, der kommer hernede fast. Hvis vi ikke havde haft det her sted, havde vi nok stået nede ved roklubben. Men det er et fantastisk hus. Vi har kunst på væggene, Van Gogh og potteplanter i vinduerne. Der er ikke nogen stoffer hernede, det har der været. Nu er der kun øl og cigaretter og lidt hash. Tilfældigvis så er jeg alene i dag. Der plejer at være flere her, fortæller Ole, efter han er kommet sig over, at en journalist har lagt vejen forbi, og at jeg hverken er fra politiet eller kommunen. Oles stemme er dyb, og fortællingen om Kolonnehuset kommer i ryk. Hans øjne er blå inde bag den rynkede ansigtshud, der sidder som en maske på en mand med et alt for hårdt liv. Håret er gråt og kroppen lang og slank.
– I de 20 år jeg har været her, er der nok 20, der er døde. De døde, da de var i 40érne. Jeg er selv i 50érne, og jeg lever stadigvæk.
Hvorfor tror du, at du er i live stadigvæk?
– Jeg tror ikke på noget. Det er vel fordi, jeg har lyst til det. Jeg har ikke lyst til at sidde og drikke mig ihjel her. Jeg vil hellere gå hjem. I sidste uge var der en, der hed Krølle, der døde. Han døde af piller. Jeg gad ikke engang komme til hans begravelse. Det er sørgeligt, når folk dør. Men ellers har vi det udmærket. Jeg sidder her. Vi har det godt. Kig på billederne, kig på alt.
På et tidspunkt kommer en veltrænet mand ind ad døren. ” Hej Ib, hvad så din Korinthrocker,” lyder det fra Ole. Ib kommer efterhånden sjældent i Kolonnehuset og er i dag kun hurtigt forbi og drikke en enkelt bajer, inden han skal mødes med sin dame.
– For ti år siden var der gang i den her. Der var mange flere, og der sad altid en fem til ti stykker fra om morgenen af, fortæller Ib, og Ole supplerer:
– Der blev man nødt til at sige ”hold kæft” og ”luk røven”.
Et voksensted
Ole og Ib fortæller mig om dengang for ti år siden, da slåskampe og hårde stoffer var en del af hverdagen i det lille røde hus. Nu er de fleste fra dengang døde, og unge mennesker kommer stort set ikke i Kolonnehuset.
– De unge mennesker går hjem til sig selv og de forskellige kammerater, de har. De tager piller eller kola og synes ikke, de er drankere eller stofmisbrugere. Det er næsten det værste at tage piller. For får man en overdosis på piller, kan ambulancen ikke gøre noget, når den kommer, siger Ib, der selv har haft meget lange perioder i sit liv uden alkohol, cigaretter og stoffer og i øjeblikket er på vej til at stoppe med det hele igen.
– Man har det bedre, når man ikke ryger, drikker og tager stoffer, fortæller han, men bliver hurtig afbrudt af Ole, der med dyb ryst siger:
– Vi er, som vi er! Vi er, som vi er!
Inden Ib er på vej ud ad døren igen, skal han lige høre, hvem der tabte i Ludo sidst. For i Kolonnehuset står den på Ludo og Matador et par gange om ugen, og den, der taber, skal give bajer.
– Vi kom op at skændes, det ved jeg. Hold kæft, vi kom op at skændes, griner Ole om udfaldet af den sidste Ludo-kamp i huset.
Ib stiller, en smule modvilligt, op til foto, inden han skal videre. Efter han har sagt farvel, vender han hurtigt tilbage og fortæller, at han har spottet, at min parkerede cykels bremse ikke virkede, og at han har fikset den. Lidt senere følger Ole mig, på opfordring, ud. Han påskønner solen, der stråler lige ind i døråbningen, hvor han står. Misser med øjnene, smiler og fortæller, at han glæder sig til Mortensaften, hvor en ven har lovet at lave en god middag. Han kan bare ikke huske, hvornår aftenen er, og spørger mig. Jeg må skuffe ham, for jeg kan heller ikke huske det. Ole griner over min manglende viden og giver et fast håndtryk, da jeg stikker hånden frem til farvel.
