Faaborgs borgmesterkæde er fundet

- Annonce -

Faaborg-Midtfyn Kommunes borgmesterkæde er fundet igen. Den har befundet sig på
Øhavsmuseet i Faaborg.

Da Hans Stavnsager (S) på et konstituerende kommunalbestyrelsesmøde i mandags officielt blev udpeget som kommende borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune, var det med borgmesterkæden fra den tidligere Årslev Kommune om halsen.

Nu er borgmesterkæden fra den tidligere Faaborg Kommune fundet i god behold.

- Annonce -

Den har i godt et års tid befundet sig på Øhavsmuseet, hvor den var udlånt til en udstilling om Faaborg By. Kæden var med på udstillingen som et symbol på købstaden.

Direktør på Øhavsmusset Peter Thor Andersen fortæller overfor Det Rigtige Faaborg, at han blev noget overrasket, da han mandag aften så i medierne, at borgmesterkæden var væk.

– Jeg vidste jo at den var her hos os, hvor vi havde lånt til en udstilling.
Jeg kontaktede straks kommunen, og fortalte at vi havde kæden. Vi har passet godt på den, fortæller Peter Thor Andersen overfor Det Rigtige Faaborg. – Der er åbenbart noget om det, når man siger, at museerne er vores fælles hukommelser, griner direktøren.

Sekretariatsleder Dorthe Schou Johansen siger:
– Vi er naturligvis meget glade for, at borgmesterkæden nu er lokaliseret og er i god behold. Vi ville selvfølgelig gerne have brugt Faaborgs borgmesterkæde til det konstituerende kommunalbestyrelsesmøde i mandags, men heldigvis er det gået hurtigt med at opspore den, siger hun.