Andreas Pihl efter grimt uheld – Jeg glæder mig HELT vildt til at spille igen

Det smertefulde uheld sendte Andreas Pihl på langvarig genoptræning.
- Annonce -

Faaborg ØHs Andreas Pihl er ved godt mod, og ser lyst på fremtiden efter sit smertefulde uheld i lørdagens kamp i håndboldens 2. division i Forum Faaborg.

I kampen mellem Faaborg ØH og HK Give Fremad stødte Andreas Pihl sammen med en modstander i et ellers harmløst uheld, og faldt om på halgulvet i store smerter og med en knæskal, der havde forladt sin vante plads.

Om episoden fortæller Andreas Pihl selv:
– Jeg oplevede det ret kaotisk, og der var mange forskellige henne og snakke og kigge på det. Det var jo også et smertehelvede, men jeg var mest ked af, at jeg ikke kunne spille mere den kamp, og vidste jo med det samme at det var flere kampe, hvor jeg ikke kunne være med, fortæller Andreas Pihl.

- Annonce -

En knæskal der ikke sidder hvor den skal, er en både en drilsk og smertefuld sag .
– Ambulancefolkene kunne heller ikke få knæskallen på plads, så jeg fik en del smertestillende i ambulancen. Og først efter en scanning på Svendborg Sygehus kunne en læge sætte den på plads, erindrer Pihl om de smertefulde timer, efter han forvredet i store smerter landede på halgulvet i Faaborg.

Heldigvis ser håndboldfremtiden lige nu lys ud for Andreas Pihl.
– Umiddelbart er der intet revet over, men ledbåndene er selvfølgelig strukket og svage lige nu. Nu skal knæet have ro i en uges tid, så må jeg cykle og styrketræne let, og går det godt, så træner jeg stille og roligt med om 5-6 uger.
Forløber alt som det skal i genoptræningen, så spiller jeg kamp i januar-februar, MEN det kræver, at alt går godt. Knæet skal være helt på plads, før jeg spiller kamp igen, siger profilen.

Håndboldglæden er dog på ingen måde forduftet efter skaden.
– Nej, på ingen måde. Jeg glæder mig allerede helt vildt til at stå på halgulvet igen. Jeg har glædet mig så meget til at spille 2.division for Faaborg ØH, så det skal ikke stoppe sådan her, slutter Andreas Pihl.