Flotte donationer sikrer orangeri til Fru Hansens Stue

Jane Heitmann overrakte checken fra Trygfonden til frivillig Lis Pedersen bruger Annie Jacobsen og frivillig Ann Nissen. Foto: Jørn Ungstrup

Et regnvejr uden ende og en stormende kuling kunne denne onsdag ikke fjerne de store smil i Fru Hansens Stue på Tømmergaarden, et dagtilbud for hjemmeboende mennesker med demenssygdomme.

Her var brugere, pårørende, ansatte og frivillige samlet for at foretage indvielsen af et nyt orangeri, som er blevet opført i haven ved Tømmergaarden.

Takket være donationer fra Trygfonden og Lions Club Faaborg-Broby, så er drømmen om nye udendørs rammer nu blevet virkelighed.

- Annonce -

Social- og sundhedsassistent Linda Laursen viste begejstret rundt på stedet.
– Det her betyder så meget for vores brugere. Nu kan de komme ud og nyde kaffen i orangeriet, plante i krukker og lave endnu flere meningsfyldte aktiviteter, fortæller hun.

Lis Pedersen der er kasserer i “Fru Hansens Stues Venner”, har stået for arbejdet med at søge fonde mv. i jagten på et orangeri, og var glad for resultatet.

– Min afdøde mand kom her, og jeg kender behovet for at kunne komme ud og rode i jorden og deltage i noget havearbejde. Mændene der kommer her er demente, og de vil jo gerne lave noget de kender, og vores herrehold hjælper med at luge ukrudt, klippe hæk, rense fliser og lignende praktiske opgaver, det giver så meget, siger hun.

Jane Heitmann (V) overrakte kr. på vegne af Trygfonden, og var også begejstret for det som tilskuddet havde udmøntet sig i. – Vi har som formål at støtte sundhed, sikkerhed og trivsel og det her er da trivsel med stort T, fortalte hun overfor Det Rigtige Faaborg.