Skolebesøg udløste store smil hos lokalpolitikere

Hvis nogle politikere leder efter en opskrift, der skal få unge mennesker til at interessere sig for lokalpolitik, så burde de måske skæve til Faaborgegnens Efterskole.

Her har en del af skolens elever med stort engagement kastet sig over livet som politiker i tre fiktive partier, der i denne uge kæmper om “vælgernes” gunst på skolen i Horne.

I går var der så besøg på skolen, af en stribe lokale politikere, der alle sidder i kommunalbestyrelsen eller kæmper for en af de eftertragtede pladser ved valget til november. Således fik Palle Andersen (Borgerlisten), Mads Holdgaard (Å) Jack Odgaard (DF), Ole Pedersen (V), Marianne Kyed (V), Klaus Thormann (A), Lea Haahr (F) og Søren Hillers (B), mulighed for at fortælle hvorfor de var gået ind i politik og om hvad der fulgte med det valg af både godt og skidt, det kom der flere kontante og sjove kommentarer ud af.

- Annonce -

Blandt andet fortalte Jack Odgaard, om de nogle af de overvejelser han har gjort sig op til det kommende valg, hvor han for første gang skal have sit ansigt på en valgplakat. – Jeg har da en frygt for, at nogle ser min plakat og tænker, – “ham det tykke svin skal vi ikke stemme på”, fortalte den ligefremme DF’er.

Ole Pedersen kunne afsløre, at politik kan være spændende, men at der også findes kommunalbestyrelsesmøder, der er røvkedelige, selv for en politiker.

Klaus Thormann understregede, at det er vigtigt, at man tør have sin egen mening også selv om man er uenig med andre i sit parti, og så sendte han en svada afsted mod sin Partiformand Mette Frederiksen og folkeskolereformen, den slags skal der være plads til, argumenterede Thormann.

Med sig hjem fik politikerne blandt andet gode råd om, hvordan de kan kommunikere til deres vælgere via Facebook, Instagram og Snapchat, som de unge mestrer til fingerspidserne.

Valget på efterskolen afgøres denne fredag, mens de rigtige politikere må vente til den 21. november, hvor næste kommunalvalg venter.