I en kortfattet pressemeddelelse udsendt torsdag aften fortæller Faaborg Midtfyn Kommune, at man har valgt at anmelde et brud på tavshedspligten til politiet.
Politianmeldelsen skyldes, at der er videregivet fortrolige oplysninger om en medarbejders personlige forhold til pressen.
Årsagen er at der er havnet fortrolige oplysninger om koncerndirektør Louise Thule Christensen i pressen. Oplysningerne er under krav om tavshedspligt blevet behandlet på et lukket punkt ved kommunalbestyrelsens seneste møde, hedder det i meddelelsen.
Borgmester Christian Thygesen (V) siger:
“Vi værner om vores ansattes ret til privatliv, og vi kan ikke tolerere, at der efter lukkede møder bliver lækket fortrolige oplysninger om vores medarbejdere og deres ansættelsesforhold. Der er i dette tilfælde tale om en personalesag, der er blevet behandlet på et lukket punkt i kommunalbestyrelsen. Alligevel er der kommet oplysninger frem i pressen, og det betyder, at nogen har brudt deres tavshedspligt. Det kan vi ikke acceptere, og derfor har vi meldt sagen til Fyns Politi.”
Det Rigtige Faaborg har bedt om en uddybende kommentar, men Christian Thygesen har ikke yderligere kommentarer og henviser til ovenstående kommentar.