Det blev en ualmindelig våd oplevelse for de 382 tilmeldte løbere, der torsdag aften deltog i den såkaldte Team Run stafet, der samtidig blev startskuddet til Outdoor Sydfyn 2017.
Selv om arrangørerne i sidste øjeblik fik sat en ekstra pavillon op på pladsen ved Havnebadet, så var det en stakket frist, for straks løberne tog første skridt ud på den 2 kilometer lange rundstrækning, var de gennemblødt.
Løbet blev trods vejret gennemført i højt humør og i et imponerende tempo af de hurtigste på ruten.
Således lykkedes det for eksempel Mikkel Hansen fra holdet “Pava Bilsyn Faaborg” at løbe sig til titlen som dagens hurtigste mand, ved at tilbagelægge de 2 kilometer i imponerende 6 minutter og 28 sekunder. Det var da også holdet fra Pava Bilsyn, der endte med at give alle andre hold baghjul i den samlede stilling.
Faaborg ØH var medarrangør af løbet, og havde en del spillere fra både herre- og damesiden med i løbet, ligesom de stod for opvarmning, og sørgede for frivillige til arbejdet omkring løbet.
Se vores store billedegalleri fra løbet her: